fredag den 22. juli 2011

Projekt Hus

Vi faldt jo over denne gamle skole, sat til salg af Fredericia kommune, og allerede ved første fremvisning følte vi begge, at dette skulle være vores kommende hjem.

Gammel og fuld af spindelvæv og støv var den, men tag og murværk er sundt, så det grundlæggende er ok. Resten skal vi nok få skik på.

Selve handlen er præget af kommunal kaos og en stor satire, men den tager vi en anden dag.

Vi faldt for skolen pga. den gamle skolestue på 50 kvm. med kæmpe vinduer og karteter pulten er bevaret endnu. Dette lokale kan vi se store muligheder i. Det skal bruges til hobbyrum/atelier/værksted/festsal/udstillingslokale mm.

Jeg er jo bidt af en gal malekost/keramiker og manden gør i gamle elguitarer og tilhørende forstærkere, så lokalet byder rig mulighed for udfoldelse.


Bryggerset er også fedt med de gamle klinker på gulvet. Disse klinker var også brugt på det gamle ildfaste underlag til brændekomfuret, der kom frem, da vi brød gulvet op i køkkenet. Så her reddede jeg nogle klinker til at reparere gulvet i bryggerset.


Vi væltede væggene og den gamle skorsten i bolig-afdelingen og lavede det til et stort rum med køkken og stue ud i et. Støbte nyt gulv med gulvvarme, købte laminatgulve i Tyskland og byggede det hele op som vi ville  have det.

Nu er vi flyttet ind og skal have det sidste flytterod på plads. Så skal vi igang udenfor, have bygget garage til bilerne og have samlet redskabsskuret, bygget højbede og fundet det helt rigtige drivhus. Alt dette inden efteråret, så vi skal snart igang.

Og så er der jo hele førstesalen, der idag består af uisolerede "kaninkasser", stofledninger og 50ér tapet. Alt skal rykkes ned og så skal der isoleres, monteres ovenlysvinduer, bygges nyt badeværelse, gæsteværelse mm.
Men jeg er fortrøstningsfuld, vi når det nok -engang :-)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar