søndag den 9. oktober 2011

Hjemme igen - igen

Sidste uge af min sommerferie var afsat til et uges kursus på Engelsholm Højskolewww.engelsholm.dk

Jeg meldte mig til allerede i det tidlige forår og tilfældet ville at det kom til at hænge sammen med sommerferien.

Engelsholm højskole ligger mellem Vejle og Billund lige udenfor byerne Nørup og Ny Nørup. Slottet, som højskolen har hovedsæde i, er opført i 1500-tallet og stedet er super charmerende.

Desuden ligger det nede i en lille dal klods op af Engelsholm Sø og med Engelsholm skov på den anden side, så pga. beliggenheden i et "hul" er der ret dårlig mobildækning, hvilket giver en velsignet fred for omverdenen. Tv findes der ikke uden at man skal lede efter det og der er kun en pc til elev-brug.

Som et ægte slot er der jo foruden søen, en voldgrav hele vejen rundt. Og den hvide dame med hendes hovedløse hund spøger på slottet.


Skolen bød i den forgangne uge på kurser i ovnformet glas, maleri, smykkedesign, glaspustning og keramik, så vi var vel en 70-80 elever, næsten alle i den modne alder.

Undervisningen foregår i den gamle stald og der er indkvartering på slottet, stuehuset og i fæ-stalden.

Spisesalen ligger også på slottet og der er morgensamling, foredrag og underholdning i riddersalen. Tænk sig at indtage sine middage på et gammelt barokslot!

Værkstederne er åbne i 24 timer, der er undervisning fra 09.00-16:00 og maden står klar til spisetid. Man skal hverken tænke på tøjvask, madlavning, opvask, tv, telefon eller andet. Bare fordybe sig i keramikken sammen med 11 ligesindede og en knaldhamrende dygtig underviser. Alt dette med en kulisse af slot, vand, skov og åbne marker. Det er livet!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar