Hjemkommet fra et yderst lærerigt kursus hos Karin Søgaard med hovedet summende af ny viden, ideer og inspiration. Åh, lykke og fryd....
Her er resultaterne fra lørdagen, de er dog afdrejet i dag, de 3 af dem.
Først en pæn skål, som jeg er vældig tilfreds med.
Så en dyb tallerken, som fik en flyvetur under afdrejningen og derfor er lettere "rustik".
Så drejede jeg min første vase, den blev dog lidt tynd i bunden, da jeg drejede den af, - ups!
"Skorstens" karaffel, der endnu ikke er drejet af...
Og idag havde jeg drejeskive helt for mig selv :-) Og der er altså ALT for lidt timer på sådan en søndag, når man har ild i brændeovnen og ler på drejeskiven.
Men her er resultaterne:
Først en sød rund honningkrukke, med låg som ligger foran og skal vendes og drejes af for at blive fin.
Så mit første forsøg på et fad, bagerst i midten. Dette blev en undermåler, da jeg ikke havde lavet bunden stor nok fra start af.
Så endnu en vin/vandkaraffel. Denne gang med en dekorativ dreje-rille.
Og så weekendens afslutnings-stykke... Mit kommende fuglebad. Næsten 40 cm i diameter og allerede nu har jeg planer til dekorationen.
Jeg stiftede nemlig kendskab til en, for mig, ny slags smeltebegitning. Den kan påføres meget nøjagtigt, som at male med akrylfarve og giver fantastisk jævne og klare farver.
Sikke muligheder det giver. Behøverjeg at skrive, at jeg allerede har sendt en bestilling afsted?
Nu vil jeg nyde resten af søndagen og så er det hverdag igen i morgen. Men jeg ved, hvad jeg kommer til at drømme om i nat, - det er helt sikkert, - drejeskive og ler, krukker, fade og potter, farver og former zzzzZZZZZ.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar